Euripides' Bacchae, 'Bakkantinderne', indtager en særlig plads i græsk drama og i Euripides' karriere, da det er et af hans aller­sidste værker. Opført posthumt 405 f.Kr. er det måske hans mest provokerende værk, der lader guden Dionysos være den centrale person i et spil om tillid og loyalitet mellem guden og mennesket, kong Pentheus af Theben. Det har været tolket som både digterens omvending til og tro på Dionysos-kulten og samtidig som en afvisning af dens ekstreme ritualer. De voldsomme kræfter, der er legemliggjort i guden, fremstilles som både godgørende for mennesket, men også som destruktive for dem, der afviser guden.