Så syng da, om så himlene falder ned

De var så rige, at de ville sælge deres 4 årstider. Jo, det var det, de ville.

Det er en meget stor ting at sælge sine årstider, men måske er det vældig pænt at hjælpe alle dem, der kun har sølle 2 årstider, til at få lidt mere vejr ligesom alle vi andre?

Det var der altså nogen, der ikke var enige i, og det handler dette eventyr om.

Hele samfundspyramiden var i sving med at skrive årstidssange, dele badges ud, trykke T-shirts, spionere på alle dem der fik leveret en fælles samvittighed, få stablet en røjser-ekspedition på benene og så at få gennemført reality-TV i floridafarvede badesandaler.

Hold da op, hvor var der travlt, imedens det stod på.

Forfatteren er cand. mag. fra Københavns Universitet, Institut for Statskundskab og har stået i mesterlære som forlagsredaktør af undervisningsmidler især indenfor biologi, geografi og livsforståelse.

Hun har interesseret sig for, hvordan mennesker bedst lærer hvad, så at sige, og har på mange forskellige måder forsøgt sig med sin egen formidling af undervisningsmaterialer, videnskabelige tekster, oplysning og markedsføring og så skønlitteratur for børn og voksne for eksempel eventyr.

Det er netop rigtigt at sige ’forsøgt sig’, for det at prøve at forstå, og at få andre til at forstå, er det lange seje træk, der varer hele livet. Dette at skrive er ofte strengt bestemt af en vis kontekst. Hvad der kan skrives i én sammenhæng og også blive forstået, vil være ubrugeligt og uforståeligt i andre.

Eventyrets fortælleform kan lidt mere end en del andre fremstillingsformer. Den er accepteret som læsning om fantasteri, som børn og voksne kan være fælles om, fordi det trods alt er alvorligt ment. Den slags læsning kan der godt komme en god samtale ud af – og det interesserer forfatteren sig for.

Poesien udmærker sig ved ikke at have en facitliste, til hvordan den skal forstås. Det bestemmer læseren selv, helt uafhængigt af hvad forfatteren har ment. Det væsentlige er, at læseren overhovedet får lyst til at forholde sig.

Når skrivningen scorer, så lykkes læsningen. Dét scoreprojekt må en forfatter selvsagt deltage i – for hvis ikke læsningen lykkes i den ene eller den anden sociale funktion, hvad skal vi så med den?