Denne bog beretter om livet og menneskene i og omkring Ilulissat i den tidlige efterkrigstid. Den gang afskar isen Ilulissat fra omverdenen i vinterhalvåret, og det vigtigste transportmiddel var hundeslæden. Den er en fortælling om menneskeskæbner, dramatiske slæderejser og jagteventyr. Bogen beskriver især naturen, det grønlandske folk og dets livsvilkår i midnatssolens og polarnattens Grønland. Ved læsning af bogen er det tydeligt, at han forelskede sig i den barske nordgrønlandske natur, og at han fik stor respekt for det grønlandske folk og dets vilje og evne til at overleve under de vanskelige vilkår, som et liv baseret på jagt og fiskeri dengang indebar. Bogen er gennemsyret af kærlighed til naturen og folket i midnatssolens og polarnattens Grønland og er et godt bidrag til at belyse Ilulissats nyere historie. Det er en revideret nyudgivelse af bog fra 1959, der havde titlen Ilulisan Nakorsak..

Peter Hans Dahl Waagstein, født i Tórshavn, Færøerne, i 1912 og død i Danmark i 2001, kom i 1948 som distriktslæge til Ilulissat, Grønland (der dengang officielt hed Jakobshavn). Han kom med hele familien, oprindeligt på en etårs kontrakt, men endte med at blive der i ni år. Derefter flyttede familien til Klaksvík, Færøerne, hvor han tiltrådte stillingen som først sygehuslæge og siden overlæge i byen. De sidste år, han var i Ilulissat, begyndte han at skrive på en bog om om sit liv og arbejde som distriktslæge i Ilulissat, og han færdiggjorde den i 1957-58.